At løbe

Jeg binder mine sko, retter på kasketten og lukker døren efter mig på vej ud. Vi har aftalt at mødes ved søerne og lade tiden vise hvor vi ender henne.

Dette er mit pusterum midt i en travl hverdag. Her er der ingen forpligtelser. Her er der ro. Her er jeg fri.

Jeg er kommet først. Solen er ved at gå ned og efterlader København indhyllet i det mest fantastiske lysspil. Jeg tænker ved mig selv at dét her; det giver mening. I samme nu kommer drengene, stiller cyklerne fra sig, straks er vi afsted.

Hvor hurtigt vi løber aner jeg ikke, og jeg er også ligeglad. Jeg nyder hvert et øjeblik på disse stier. Om vi snakker, griner eller stilheden hersker er det øjeblikke som disse jeg værdsætter højest. At dele helt simple oplevelser med mine nærmeste venner.

Det var noget tid undervejs, men jeg har lært vigtigheden af at løbe med andre. Vi presser hinanden fremad. Vi holder hinanden i snor, når det går for stærkt. Og vi holder hinanden oppe, når alt synes hårdt. Bevares, jeg lægger da også en masse kilometer alene, for jeg har mål at nå – men hvis ikke jeg nyder rejsen mod målet, så bliver det meningsløst, og her har sammenholdet vist sig uvurderligt.

Jeg har fået så mange oplevelser undervejs. Om det er simple ture mod horisonten, de hurtige intervaller på banen eller forløsningen ved at lykkes med et mål i konkurrence. Løb giver mening for mig. Jeg kan ikke forklare det, det er ikke rationelt at noget så banalt som at sætte det ene ben foran det andet er så meningsfyldt. Men det er det. Og jeg bliver ved.